Hvem sagde, at punk og boligskønhed ikke kan gå hånd i hånd?

I 1993 sendte DR TV en film ud over æteren, der stadig larmer som en uindspillet demo i en alt for lille kælder: De skrigende halse. Vi taler om 65 minutiøse minutter, hvor 1980’ernes københavnske punkmiljø skildres med skramlet charme, sort humor – og et dødsrygte, der tager hele scenen som gidsel. Bag guitarfeedbacken står den usikre Ronni, spillet af Kristian Holm Joensen, der ser sit snit til berømmelse ved at påstå, at han snart skal dø. Resultatet? Kaos, kærlighed – og grin nok til at overdøve selv den mest hvinende forstærker.

Men hvem gemmer sig egentlig bag de nittebeslåede læderjakker? Hvilke skuespillere giver liv til punkens parodi, og hvordan lykkes instruktør Søren Fauli med at koge en hel subkultur ned til en rapsatirisk rock-’n’-roll-bajer på én time og fem minutter? Det – og meget mere – dykker vi ned i, når vi åbner dørene til øvelokalet, backstage-rummet og de trange, røgfyldte klubber.
Spoiler: Fauli selv dukker op foran kameraet i en hurtig, men mindeværdig cameo.

Spænd nittebæltet, puds Doc Martens-støvlerne, og gør klar til at gå backstage i De skrigende halse. I de næste afsnit får du hele historien om filmens univers, de medvirkende – og de små, nørdede detaljer, der gør netop denne kultklassiker til et uundværligt tidsbillede fra 80’ernes punk-København.

De skrigende halse: Kort om filmens univers

Forestil dig København i de rå firsere, hvor nitter, sikkerhedsnåle og spraymalede mursten udgør bagtæppet for byens højlydte punkscene. Her balancerer den usikre, men håbefulde guitarist Ronni på kanten af et gennembrud med bandet De Skrigende Halse. Da han – mere desperat end genial – sætter et rygte i omløb om sin egen snarlige død, vender den dødsfikserede subkultur sig straks mod ham med ny­fundet fascination. Det er både sort komik og skarp satire, når filmen spidder ideen om, at man skal dø for at blive levende legende.

Filmen udkom i 1993, varer 65 minutter og er produceret af DR TV. Originalsproget er dansk, og tonen er rendyrket komedie med et satirisk bid, der matcher punkens fandenivoldske attituder. Instruktør Søren Fauli leverer en kompakt fortælling, hvor tempoet aldrig slipper grebet om publikum – præcis som et hardcore-nummer, der nægter at gå ned i kadence.

Rummet, vi bevæger os i, er lige så vigtigt som selve historien: Trange øvelokaler med afskallet maling, kælderklubber badet i støj og sved, og en gennemført DIY-æstetik, hvor hjemmelodede forstærkere og sort-hvide plakater danner kulisse for Ronni og hans ukuelige jagt på anerkendelse. Kameraet indfanger alt fra flaskebunde af øl på øvegulvet til det flimrende neonlys over byens undergrundsscener – en visuel tidslomme, der gør 80’ernes København både hårdtslående og forførende på én gang.

Medvirkende skuespillere: Hvem spiller hvem?

Kristian Holm Joensen lægger sit kejtede charmeoffensiv til hovedrollen som Ronni Olsen – den svedende guitarist, der hellere vil lade sit publikum tro, at han er døende, end indrømme at han er tonedøv til verdensmarkedsføring. Joensen balancerer fint mellem selvironi og rørende usikkerhed og gør Ronni til den perfekte antihelt for punkmiljøets kulørte kaos.

Ved Ronnis side finder vi Thomas Bo Larsen som Frank, bandets småarrogante frontfigur, der konstant spænder ben for sine egne ambitioner med et ego på størrelse med en forstærkervæg. Bo Larsen giver Frank en rå sårbarhed, der passer som nitter på læderjakken.

Martin Brygmann spiller den evigt optimistiske trommeslager Anders, hvis urokkelige tro på bandets storhed får selv det mest anløbne kælderjob til at fremstå som Wembley. Brygmanns komiske timing forplanter sig til hvert eneste trommeslag og løfter filmens tempo.

Som den opportunistiske manager Djarnis dukker Søren Pilmark op med blændende sleskhed og et blik, der konstant vejer kroner og presseomtale op mod ren og skær anarki. Pilmark vender hvert eneste ord, så det lyder som et løfte om stjernestøv – eller som direkte svindel.

I rollen som Anita Schulz – den uundgåelige journalist, der lugter clickbait før begrebet overhovedet fandtes – ser vi Sofie Gråbøl. Hendes kølige fascination af dødsrygtet driver handlingen fremad og prikker kærligt hul på hele 1980’ernes sensationslystne punkmytologi.

Instruktør Søren Fauli springer selv ind foran kameraet i en hurtig, men mindeværdig cameo som filmens Photographer; et meta-glimt, der minder seeren om, at han styrer både linsen og løjerne.

Ud over de navngivne hovedroller runder Morten Lorentzen, Lise Ringheim, Sanne Gottlieb og rockjournalisten Jan Sneum ensemblet af. Selvom deres specifikke roller ikke er detaljerede her, tilfører de alle yderligere farve og autenticitet til fortællingens støvede øvelokaler og nattens brølende klubber.

Bag om De skrigende halse: Instruktør og produktion

Når man nævner De skrigende halse, kan man ikke komme uden om instruktør Søren Fauli – den kompromisløse billedmager, der allerede i de tidlige 90’ere havde skabt sig et ry for skæv humor og reklamesatire. I filmen vender han sit velkendte drillesyge blik mod 80’ernes punkmiljø og lader kameraet spille med i den kakofoni af selviscenesættelse, støj og kælderromantik, der præger handlingen.

Faulis satiriske greb er tosidet: Han punkterer både musikkulturens egen højtidelighed og tv-mediets trang til pæne fortællinger. Derfor varer filmen kun 65 minutter – lige præcis nok til at blive sendt som DR-enkeltaften, men samtidig for kort til den gængse biografform. Den kompakte spilletid giver et intenst flow, hvor vittighederne lander som trommestik, og plottet om Ronnis opdigtede dødsdom får lov at eskalere uden at miste fart.

Projektet er produceret i tæt samarbejde med DR TV, der i perioden eksperimenterede med mere kantede fiktionsformater. Public service-rammen leverer økonomisk sikkerhed og distribution, men Fauli tilfører filmen sit karakteristiske DIY-udtryk: håndholdt kamera, grovkornet lys, hurtige jump cuts og lydbilleder, der veksler mellem øvelokalers rumlen og syrlig guitarfeedback. Samlet set spejler stilen punkens egen kantede humor og attitude.

Instruktøren selv springer bogstaveligt talt ind i scenen som den småneurotiske Photographer. Cameoen understreger hans pointe om, hvor hurtigere kameraer – og dermed historier – kan manipuleres, når rygter sættes i omløb. Fauli optræder med blitz og påtrængende nærbilleder, som var han en papparazzo til en undergrundskoncert, og afslører elegant, hvor tynd grænsen er mellem ægte oprør og iscenesat image.

Visuelt trækker filmen stærkt på fanzine-æstetik: klippede bogstavskabeloner, overeksponerede farver, sort-hvide indklip og en collageagtig struktur, der føles som et analogt ­photoshop af tid og sted. Tempoet er højt, humoren tør og besk – præcis som punkscenen, den portrætterer. Resultatet er en tv-film, der føles som et liveshow: kort, larmende og uimodståeligt råt – et ægte Fauli-stempel i DR’s sendeflade.

Trivia, stil og tidsbillede fra 80’ernes punk-København

“De Skrigende Halse” er i sig selv et ordspil, der summer af punkens halsbrækkende DIY-energi. Navnet lyder som en blanding af øreflænsende vokaler og ømme stemmebånd efter én nat for meget i et fugtigt øvelokale – lige tilpas selvironisk til, at det på forhånd signalerer, at bandet ikke tager sig selv alt for højtideligt. Alligevel tør filmen løfte et spejl op for hele miljøet med det vilde rygte: Ronnis påstand om, at han er døende, er lige så ekstrem som scenens egen hang til chok, nålepigge og selvdestruktion. Publikum i filmen, og os bag skærmen, lokkes til at grine af, hvor nemt dødsfikseringen kan blive en smart karrierevej i en subkultur, der ellers bryster sig af at være antihype.

Tidsbilledet er malet med tunge, sorte streger: håndtegnede koncertplakater, hæftede på byens mure, lugten af kælderklub, hvor kondensdryp blander sig med cigaretrøg, og et sprog, der – trods satirens skarphed – forbliver rendyrket dansk. Vi svømmer i nitter, sikkerhedsnåle og spraymalede læderjakker; et hurtigt klip af et øvelokale tapetseret i Faxe Kondi-plakater minder om, hvor lokalt alt føles, selv når drømmen er global berømmelse. Kameraet klistrer sig til de klaustrofobiske rum, hvor dyrt indkøbte Marshall-forstærkere støder sammen med ølkasser, der fungerer som barstole.

Faulis 65 minutter lange spilletid er næsten et manifest i sig selv: ingen overflødige guitarriffs, ingen unødvendige mellemspil. Det hurtige tempo spejler punksangens to minutter og ud – en ramt-og-videre-logik, der giver filmen en næsten dokumentarisk kant. Klipningen er rytmisk og ujævn, kameraføringen håndholdt; tilsammen skaber det en følelse af, at vi lige så godt kunne have stået i publikum med en lunken Tuborg i hånden. Komedien opstår, fordi alt – fra Ronnis usikre blik til publikums ekstatiske respons – serveres i ultrakort form, præcis som et punknummer, der slutter, før du når at råbe med på omkvædet.