Fra Christiansborg til kravlegård: Engang stod Søren Pind midt i magtens larmende maskinrum – nu åbner han i stedet havedøren til en arkitekttegnet villa i Ordrup, hvor lyden af politiske forhandlinger er byttet ud med et barns boblende grin og den bløde knitren fra et legetelt i stuen.

I denne artikel tager Smukke Hjem dig med bag de hvide mursten og ind i et hjem, hvor en tidligere minister har indrettet sig til et liv med langsommere kalender, dybere vejrtrækning og større nærvær. Hvad sker der, når en mand, der var vant til at have ministerchauffør i tomgang udenfor, pludselig selv spænder junior i autostolen – og kører hjem for at varme aftensmad?

Vi zoomer ind på hverdagsglimt, der sjældent finder vej til avisspalterne: den lille Anker, der drøner rundt på en gå-motorcykel, de to voksne sønner på lynvisit, og kæresten, der holder sig uden for rampelyset, men indenfor husets trygge rammer. Vi ser på, hvordan villaens rum og rytme understøtter et familieliv, hvor politikken har fået permanent parkeringsplads i carporten – mens sofaen har førsteprioritet.

Glæd dig til at læse videre, når vi åbner døren til “den nye Pind”: et menneske, der har lagt slipsenålen på hylden for at binde snørebånd på sin toårige, og som har opdaget, at de største beslutninger nu træffes ved køkkenbordet.

Kæresten og familien i Ordrup: Hvem er “vi” derhjemme?

På den stille villavej i Ordrup ligger den hvidpudsede, arkitekttegnede bolig, hvor hverdag lige nu er vigtigere end verdensgang. Her bor Søren Pind med sin kæreste – hvis navn han bevidst holder uden for offentligheden – og deres lille søn, Anker, der nærmer sig sin to-års fødselsdag. Fra første sal falder lyset ind gennem panoramavinduerne og ned på stuegulvet, hvor et farverigt legetelt står slået op ved siden af en rød gå-motorcykel. Det er legetøjet, ikke talerstolen, der fylder mest i Pinds synsfelt nu.

Tilværelsen er blevet mærkbart mere privat, og det er med fuldt overlæg. Som han forklarede i Kristeligt Dagblad (16.12.2023), ønsker han at skærme alle sine børn fra rampelyset – især Anker, “der jo ikke selv har bedt om opmærksomhed”. Derfor nøjes han med at dele små glimt: lyden af klukkende grin, når far kryber ind i legeteltet, eller synet af den lille, der drøner igennem stuen på motorcyklen, mens Tottenham-kampen kører lydløst på TV’et i hjørnet.

Også de to voksne sønner fra første ægteskab – Theodor og Johan-Emil – kigger forbi, når studie og arbejde tillader det. De er i begyndelsen og midten af 20’erne nu, og besøget handler oftere om at hænge ved køkkenøen med kaffe i hånden end om politiske analyser. Pind blev gift første gang i 1997, ægteskabet opløstes i 2008, og han har siden været åben om, at der dengang var “vel rigeligt afsavn på hjemmefronten”. Netop derfor insisterer han i dag på en anden balance.

I sensommeren 2023 bekræftede han over for Ekstra Bladet (25.08.2023) og Se og Hør (18.08.2023), at Anker var kommet til verden “helt diskret” og med “en glæde så overvældende, at jeg må knibe mig i armen”. Samtidig lod han forstå, at lykken ikke handler om “et helt nyt kuld”, men om at være en roligere far: “Jeg gør mig umage for bare at være til stede denne gang.”

At sønnen hedder Anker, er – som han selv pointerede i Kristeligt Dagblad – ingen drilsk henvisning til gamle Venstre-profiler. Navnet blev valgt, fordi det føltes trygt, jordnært og “klædeligt på et dåbsattest”. Netop trygheden er omdrejningspunktet i hjemmet: Det bløde ryatæppe inviterer til leg på gulvet, og det indbyggede bogreolssystem udgør en naturlig afskærmning mellem voksen- og børnezone. Huset er med andre ord indrettet til nærvær – et stille “vi”, der folder sig ud rum for rum.

Hverdagen efter Christiansborg: Nye arbejdstider, huslige pligter og nærvær

Kl. 7.45 glider den sorte familiebil ud fra indkørslen i Ordrup. Søren Pind sidder bag rattet – et hverdagsbillede, der ville have været utænkeligt, mens ministerchaufføren endnu holdt tomgang på Slotsholmen. Nu er GPS-destinationen ikke departementet, men vuggestuen, hvor den snart toårige Anker med store øjne ser verden passere forbi fra bagudvendt sæde. ”Det er mig, der kører. Det er også mig, der henter,” har han fortalt Kristeligt Dagblad (16.12.2023) som et konkret tegn på, at kalenderen ikke længere styrer alt.

Efter aflevering vender han hjem til den lyse stue med de store vinduespartier. Trægulvet er friholdt for den slags papirbunker, der før fulgte ham rundt som lovforslagsskygger; i stedet ligger et lille legetæppe, en gå-motorcykel og den velcro-fastgjorte fodbold, som far og søn ruller hen over den bløde uldplaid, når arbejdsdagen tillader en pause. Netop pauserne er blevet en disciplin i sig selv. Han beskriver det som et værn mod den PTSD-lignende uro, der fulgte efter årene i permanent alarmberedskab.

Når computeren åbnes, er det ofte til et virtuelt bestyrelsesmøde i Danish Cyber Defence, hvor han siden 2022 har været arbejdende formand. Herfra glider han videre til manuspleje – bogen, han arbejdede på i 2023, er nu i redigeringsfasen – eller til forberedelse af aftenens foredrag i en provinsby, han uden videre kan nå i egen bil. Ifølge hans Wikipedia-profil skriver han fortsat for Berlingske, men nu med en frihed til at trykke på ”publicér” når emnet brænder, ikke fordi partiet eller pressen forlanger det. Den selektive stemme i offentligheden giver – som han formulerede det til KD – ”luft i ægtesengen og ro ved spisebordet”.

Søndage er blevet hellige på flere måder. Familien går til gudstjeneste i Hellerup Kirke, og bagefter står Tottenham-kampen klar på storskærmen hjemme i pejsestuen. Der breder sig en duft af kaffe og de kanelboller, kæresten sætter i ovnen, mens Anker putter middagslur i den indbyggede alkove ved siden af køkkenalrummet. Den arkitekttegnede villa får lov at understøtte rytmen: skydedøre, der kan lukke kontoret af under Zoom-møder, og brede vindueskarme, hvor sollyset falder lige dér, hvor det lille barn vågner og kalder ”far!”

Kontrasten til Christiansborg er til at tage og føle på. Hvor dagsordenen før kom i røde mapper, kommer den nu i form af små pligter: fylde vaskemaskinen, tømme opvaskeren, rydde legeteltet før aftensmaden. ”Det føles ikke som at sætte ambitionsniveauet ned,” har han forklaret – snarere som at flytte tyngdepunktet. At have tid til at stirre ud ad køkkenvinduet, mens opvaskevandet løber, er blevet en luksus på linje med en ministerbil, blot væsentligt billigere for både psyken og statskassen.

Arbejdsugen er stadig fyldt, men nu stykket sammen af blokke, hvor han kan skrue op og ned. Fredag formiddag er reserveret til Anker: først tumleleg på stuegulvet, siden en rask tur til Charlottenlund Fort for at se færgerne. Nap-tiden bagefter bruger han på at besvare mails eller læse teologi – et studie, der, som han siger, ”lufter sindet”. Når sønnen vågner, kan han igen være fysisk til stede; den type nærvær, der ikke kan tidsindstilles med Doodle-links.

Aftenerne er blevet mildere. Ingen hasteindkaldte lovforhandlinger, men en lammeskank i støbejernsgryde, der småsimrer, mens samtalen drejer sig om alt fra fremtidens cybersikkerhed til de voksnes drøm om en dag at bosætte sig på Bornholm. Samtidig blænder X-appen op med en politisk tråd – og her kan han vælge: deltage nu, svare i morgen eller lade være. Som han demonstrerede 5. august 2024, da han kommenterede et partiskifte og lagde telefonen væk igen, inden aftensmaden blev kold.

Det nye arbejdsliv er altså ikke fraværet af opgaver, men tilstedeværelsen af en struktur, hvor boligen i Ordrup fungerer som fleksibelt strygejern: den glatter folderne mellem job, tro, fodbold og familiekram. ”Derhjemme kan jeg mærke, hvem jeg er – ikke bare, hvad jeg mener,” sagde han i Kristeligt Dagblad. Og netop det er måske den smukkeste indretning af dem alle.

Fra ambition til eftertanke: Hvad betyder kurskiftet for parforhold og familiedynamik?

Søren Pind plejer selv at sige, at han engang ville æde verden. I dag er appetitten rettet mod noget langt mere jordnært: duften af kaffe, der breder sig i køkkenet en tirsdag morgen, og den lille hånd, der maser sig om hans finger, mens to-årige Anker stikker hovedet ud af legeteltet i stuen. I Kristeligt Dagblad beskriver han, hvordan tabet af den politiske “mission” ikke føles som afsavn, men som en lettelse: Han behøver ikke længere ofre familiemiddagen for endnu et tv-panel eller lade telefonen runge i lommen, mens historien om hans seneste udtalelse går live.

I stedet kan han nu selv vælge, hvornår han vil lade sin stemme lyde. Da Christian Friis Bach skiftede parti i august 2024, kvitterede Pind med et skarpt – og kort – indspark på X, som TV 2 noterede sig samme dag. Et enkelt tweet, og så tilbage til formiddagsleg og Tottenham-kamp på storskærmen. Selektiv deltagelse, kalder han det; forskellen på at være bundet til ministerkalenderen og at træde ind i debatten, når han mener, den har behov for ham – ikke omvendt.

Den nye rytme siver ned i parforholdet. Kæresten – som han bevidst holder ude af rampelyset – har fået en partner, der igen orker at diskutere malerifarven på trapperækværket eller sætte sig sammen over en sen aftente uden at sende blikket mod indbakken. Kristeligt Dagblad gengiver hans eftertænksomme erkendelse af, at han “ikke længere vil betale hvad som helst for at blive set og hørt”. Ydmygheden giver plads til de to voksne sønner, Theodor og Johan-Emil, når de kigger forbi fra studier og arbejdsliv – og til den stille glæde ved at være far én gang til uden ønsket om “et helt nyt kuld”, som han sagde til Ekstra Bladet i sensommeren 2023.

Pinds kristne tro danner et bagtæppe af ro. I KD-interviewet taler han om friheden fra både perfektionisme og dødsangst: Når evigheden ikke afhænger af egne præstationer, er der overskud til at ligge på gulvet og tælle biler sammen med Anker eller gå til nadver om søndagen uden sikkerhedsvagter i hælene. Det er også her, hjemmet i Ordrup får sin betydning. Den arkitekttegnede villa danner fysiske rammer om den nye livsindstilling: Et bredt vinduesparti, der trækker eftermiddagslyset ind i stuen, bliver til en daglig påmindelse om langsomhed; en gå-motorcykel parkeret ved siden af sofaen viser, at magt ikke længere måles i ministerkontorer, men i små, bumpede køreture på trægulvet.

Kæresterelationen falder til ro i takt med, at aftenerne sjældnere sluges af receptions­taler og afstemninger. Når børnene sover, kan de tænde for pejsen og drøfte den roman, han skriver på, eller skitsere en mulig fremtid på Bornholm – en drøm, der dukkede op, da han opdagede, hvor meget han nyder stilheden. Den ændrede familiedynamik mærkes også hos de store drenge: Faren, der før var mest til stede via sms fra en sort ministerbil, står pludselig selv og vender bøffer, når de kigger forbi.

At tempoet er sat ned betyder ikke, at ambitionen er død. Den har blot skiftet scene. Som arbejdende bestyrelsesformand i Danish Cyber Defence og fast skribent i Berlingske holder han stadig hjernen skarp – men arbejde og hjem konkurrerer ikke længere; de veksler. Når eftermiddagsluren med Anker er slut, åbner han computeren en time; når tastaturet klappes sammen, lukkes også den politiske støj ude. Det er denne bevidste pendulering, der – ifølge ham selv – styrker både parforhold og børneliv: færre aftenmøder, flere hverdagsritualer.

Så hvor hans blik engang søgte de højeste tinder på Christiansborg, søger det nu de små øjeblikke i Ordrup. Et barns grin, lyden af kirkeklokker en søndag formiddag, den hånd, der griber hans ved køkkenbordet. Fra ambition til eftertanke – og måske netop derfor et smukkere hjem.

Tidslinje og fakta: Fra Herning til Ordrup – og måske Bornholm

Karriere i korte træk

• 20. november 1969: Født i Herning.
• 1997: Cand.jur. fra Københavns Universitet – samme år blev han gift (ægteskabet varede til 2008).
• 1994 – 2005: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre.
• 8. februar 2005: Valgt til Folketinget.
• 2010 – 2011: Udviklings- og integrationsminister.
• 2015 – 2016: Justitsminister.
• 2016 – 2018: Uddannelses- og forskningsminister.
• 1. maj 2018: Forlod dansk politik – iklædt den opsigtsvækkende ministeruniform foran Statsministeriet.
• 2024: Arbejdende bestyrelsesformand i Danish Cyber Defence, fast skribent i Berlingske og efterspurgt foredragsholder.

Familie & privatliv

• 1997 – 2008: Gift; parret fik to sønner, Theodor og Johan-Emil (i dag midt i 20’erne).
• Efter 2018: Har dannet par med nuværende kæreste (navnet er ikke offentligt).
  Sammen har de sønnen Anker, født efterår 2022 og nu knap to år gammel – navnet er ikke en politisk reference.
• Familien bor i en arkitekttegnet villa i Ordrup, Gentofte, hvor legeteltet i stuen og gå-motorcyklen på trægulvet vidner om hverdagslivet med et lille barn.
• Siden barndommen har han haft glasøje; i dag omtaler han det som en påmindelse om livets skrøbelighed snarere end en begrænsning.
• Drømmer om engang at trække mere frisk luft på Bornholm, når børnene er blevet store nok til at flyve fra reden.

Kilder: Wikipedia “Søren Pind”, Kristeligt Dagblad 16.12.2023, Ekstra Bladet 25.08.2023, Se og Hør 18.08.2023.