Er der mon støv på din Royal Doulton med den håndmalede kant? Hvis du allerede føler et lille gys langs rygraden, er du sikkert på vej ind i Hyacinth Buckets vidunderligt neurotiske verden. Fint skal det være – eller “Keeping Up Appearances”, som serien hedder på originalsproget – er britisk komedie, når den er bedst: fem sæsoner, 40 afsnit på cirka 30 minutter stykket, sendt på BBC One fra 1990 til 1995. Her hjemme hos Hyacinth (udtales selvfølgelig “Bouquet”) er alt sirligt arrangeret, kopperne klinger anstændigt, og ægtemanden Richard gør sit yderste for at holde facaden intakt – ofte med katastrofale og hylende morsomme resultater.
I denne artikel zoomer vi ind på menneskene bag facaden. Du møder hele holdet – fra Patricia Routledge og Clive Swift i hovedrollerne til de uforglemmelige naboer, slægtninge og gæstestjerner, der sætter ekstra skub i Hyacinths sociale klatreture. Undervejs kigger vi også ind i seriens kulisser og opdager, hvordan et tilsyneladende pletfrit hjem kan blive den perfekte arena for klassisk britisk slapstick.
Så læn dig tilbage, justér dugefolderne, og gør dig klar til en rejse gennem porcelæn, pebermyntekiks og pinlig perfektionisme. Velkommen til “Medvirkende i Fint Skal Det Være” – din nøgle til seriens skæveste karaktergalleri og de små detaljer, der gør hverdagen (og indretningen) uforglemmeligt smuk.
Fint skal det være: Overblik og handling
Hyacinth Bucket – hvis efternavn hun selv høfligt (og utrætteligt) korrigerer til “Bouquet” – er centrum for BBC-komedien Fint skal det være. I hvert af seriens afsnit puster hun sig op for at fremstå mere fornem, mere velklædt og mere kultiveret end både familie, naboer og tilfældige forbipasserende. Resultatet er et komisk minikosmos af pinlige sammenstød, hvor hendes tålmodige mand Richard må lide i tavshed, mens venner og bekendte gør deres bedste for at undgå hendes umage selskab.
Serien lever af de klassiske britiske klassekneb: hilsner fra dronningen, fine stel, “ripened Stilton” og ikke mindst Hyacinths evige telefonhilsen – “The Bouquet residence, the lady of the house speaking!” – som gang på gang punkteres af virkelighedens kaos, når hendes mindre polerede søstre eller den evigt arbejdsfri svoger Onslow dukker op. Det er netop de sammenstød mellem facade og realitet, der sikrer grinene: Alle kender en Hyacinth, og alle frygter at få besøg af hende.
| Fakta om Fint skal det være | |
|---|---|
| Originaltitel | Keeping Up Appearances |
| Genre | Komedie |
| Oprindelse | Storbritannien (BBC One) |
| Premiere | 29. oktober 1990 |
| Sidste afsnit | 5. november 1995 |
| Antal sæsoner | 5 |
| Antal episoder | 40 |
| Varighed pr. episode | Ca. 30 minutter |
| Skaber/forfatter | Roy Clarke |
Over fem sæsoner udfoldes en perlerække af tilbagevendende situationer: Hyacinth på jagt efter invitationer til det bedre borgerskab, Richard der sveder bag rattet i Roveren, og naboen Elizabeth, der skælver ved tanken om at balancere en kop Royal Doulton-te uden at spilde. Kombinationen af velmenende middelklassedrømme og Hyacinths ubøjelige ambition om social opstigen har gjort serien til et tidløst humor-hit – og et perfekt spejl for alle os, der indimellem også pudser facaden en smule mere, end den måske kan holde til.
Hovedrollerne i Fint skal det være
Hyacinth Bucket (Patricia Routledge) er omdrejningspunktet for hele serien – og det er hendes ustoppelige jagt på social anerkendelse, der driver plottet frem episode efter episode. Routledge får fuld komisk valuta ud af Hyacinths sirligt affekterede udtale (“Bouquet, hvis De har den godhed”), hendes telefoniske “bu-CKET residence!”-hilsen og den nådesløse facadekontrol, der forvandler hverdagens små hændelser til eksistentielle katastrofer. At hun med beslutsom mine marcherer rundt i flæser og finpudsede tekopper, giver skuespilleren mulighed for at balancere mellem det storslået tragikomiske og det menneskeligt genkendelige; vi griner – men vi kender hende også alt for godt.
Richard Bucket (Clive Swift) er manden, der har viet sit liv til at bære konens kaffeservice – og alle hendes bekymringer – uden at spilde en dråbe. Swift spiller Richard med et konstant skælmsk glimt i øjet, som om han hele tiden spekulerer på, hvordan han slap herind – og, endnu vigtigere, hvordan han slipper ud igen. Hans stoiske ro fungerer som modpol til Hyacinths hyperkontrol og skaber den klassiske komedieakse: den befalende hustru og den modvilligt adlydende ægtemand.
Daisy (Judy Cornwell) og Onslow (Geoffrey Hughes) – Hyacinths søster og svoger – repræsenterer præcis det bagland, Hyacinth desperat prøver at skjule for omverdenen. Cornwell giver Daisy en elskelig naivitet og et romantisk håb om, at Onslow en dag vil finde sin indre Don Juan. Hughes til gengæld spiller Onslow som den arketypiske fjernsyns- og øldrikkende arbejderklassehelt, komplet med fedtet sixpence og gule flip-flops. Hver gang Hyacinth tvinges til at interagere med de to, kollapser hendes sirligt opbyggede overklasseshow som et korthus – og vi ser det ske i realtid.
Elizabeth “Liz” Warden (Josephine Tewson) er Hyacinths høfligt skræmte naboveninde, der aldrig får lov at drikke sin te i fred. Tewson mestrer kunststykket at lade en fin porcelænskop vibrere af nervøsitet, indtil den uundgåelige katastrofe indtræffer – en spildt dråbe eller en knækket håndtag – hvilket sender Hyacinth i hysteri. Liz’ passive panik er derved en af seriens mest konsekvente running gags.
Emmet (David Griffin, 34 episoder) bliver introduceret i anden sæson som Elizabeths musikalske bror. Hans største skræk er at møde Hyacinth på åben gade – for så ved han, at hun vil tvinge ham til at høre hendes “mind-blowingly bucket-ful” sopranversion af “The Merry Widow”. Griffins mimik – den forstenede blanding af angst og høflighed – understreger, hvor forfærdeligt det er at være musikdirektør og samtidig blive forfulgt af en wannabe-diva.
Rose (Mary Millar, 34 episoder) er seriens flamboyante femme fatale, der gerne træder ind på blokken i leopardmønstre og høje hæle midt i formiddagsstunden. Hendes stadige jagt på “den helt rigtige mand” er en uudtømmelig kilde til pinlige situationer for Hyacinth. I de første seks afsnit spilles rollen af Shirley Stelfox, men det er Millar, der for alvor cementerer Roses teatralske charme og sørger for, at hver ny flirt føles som en potentiel skandale på side ét i landsbyens sladderspalte.
- Hyacinth & Richard: Klassisk ægtepar-slapstick – hun befaler, han bøjer sig, men får af og til et subtilt stik ind.
- Daisy & Onslow: Jordnært modbillede til Hyacinths porcelænsverden; de holder serien fast i den britiske arbejderklassehumor.
- Liz & Emmet: Naboparret, der repræsenterer den pæne middelklasse og fungerer som spejl for Hyacinths aspirationsniveau.
- Rose: Den evigt romantiske lillesøster, der sætter turbo på Hyacinths skamfølelse over familien.
Sammen danner de et velafbalanceret komedieensemble, hvor hver figur har sin egen rolle i at pille Hyacinths facade ned stykke for stykke. Det er netop blandingen af Routledges stive perfektionisme, Swifts tørre resignation og de øvrige familiemedlemmers velmenende kaos, der gør Fint skal det være til et tidløst studie i britisk klassekomik – og til en kilde til uendeligt genkendelige grin, hver gang tekopperne klirrer for højt.
Biroller, naboer og gæstestjerner
Hyacinths verden er befolket af et farverigt persongalleri, der hele tiden prikker hul på hendes sirligt opbyggede ballon – og som publikum elsker vi dem for det.
Præsten og hans hustru – Moralsk kompas på gyngende grund
- Jeremy Gittins – Præsten Michael (16 episoder)
Hyacinths yndlingsoffer. Aldrig før har et smil været så anstrengt, som når Michael forsøger at undslippe hendes “kulturelle” arrangementer. Hans høflighed og forsigtige natur giver Hyacinth frit spillerum til at dirigere kirkekaffener og velgørenhedsbingoer – til stor komisk effekt. - Marion Barron – Præstens hustru (11 episoder)
Et blidt, men realistisk korrektiv til sin mand. Hun ser igennem Hyacinths påtagede fine manerer, men er for høflig til at sige det højt. Resultatet er en stoisk ro, der ofte får Hyacinths teatralske forsøg på at imponere til at virke endnu mere absurde.
‘daddy’ – Kaos i slåbrok
- George Webb – Daddy (12 episoder)
Roses, Daisys og Hyacinths dementerende far er seriens vandrende Wild Card. Han spadserer ud i verden i natkjole eller militæruniform, stjæler køretøjer og skaber overskrifter – alt sammen til Hyacinths rædsel. Hans påfund tvinger hende til at forlade sin pæne dagligstue og håndtere det virkelige, lettere plettede liv.
Hverdagsheltene: Postbud, mælkemand & co.
| Figur | Skuespiller | Episoder | Funktion i komikken |
|---|---|---|---|
| Postbuddet Michael | David Janson | 7 | Seriens mest jagede mand. Hyacinth ligger på lur for at fiske invitationer ud af hans taske – han flygter regelmæssigt over hækken. |
| Mælkemanden | Robert Rawles | 5 | Daglig påmindelse om middelklassens realiteter; tvinges til at balancere fine Royal Doulton-kopper i indkørslen. |
| Kommunalrådsformand fru Nugent | Charmian May | 3 | Hyacinths billet til “bedre kredse” – eller det prøver hun i hvert fald. |
Uforglemmelige gæstestjerner
Selv i enkeltepisoder formår gæsterne at udstille Hyacinths skrøbelige facade:
- Jonny Lee Miller – “The Youth”
Fremtidig Hollywood-stjerne, her som tankpasser der skal servicere Hyacinths Rolls-Royce-fantasier. - Ian Lavender – “The Security Representative”
‘Pike’ fra Dad’s Army dukker op som butiksvagt og bliver indblandet i Hyacinths misforståelser om “eksklusive” herretasker. - Dinah Sheridan – “The Hotel Guest”
Britisk filmlegende, der i én enkelt scene demonstrerer, hvor elegant virkelig klasse kan være – til Hyacinths store frustration.
Hvorfor birollerne virker
Alle birollernes hjem, uniformer og køretøjer er nøje udvalgt til at spejle Hyacinths egen boligdrøm. Den pudsede kirkesal, præstegårdens lidt slidte sofa eller postbuddets skramlede cykel står i kontrast til hendes pletfrie stuer med Royal Doulton with hand-painted periwinkles. Hver gang en birolle træder ind i ”det fine selskab”, trækker de slipset skævt eller taber en mælkeflaske på gulvtæppet – og dermed kollapser facaden. Resultatet er tidløs hverdagskomik, hvor seerne genkender dynamikken fra deres egne nabolag.
Bag om serien – produktion, format og sjove fakta
Bag kulisserne finder vi manusforfatteren Roy Clarke – manden, der allerede havde skabt succeser som Last of the Summer Wine. I Fint skal det være finpudser han sin sans for britisk hverdagskomik og social akavethed. Serien blev produceret af BBC og sendt på BBC One fra 1990 til 1995; alle 40 afsnit ligger stabilt på ca. 30 minutter, hvilket gør den til klassisk tea-time sitcom, designet til at passe ind mellem aftensmad og nyheder.
Formatet er simpelt, men effektivt:
- En cold open, hvor katastrofen anes.
- Hyacinth, der præsenterer endnu et skridt mod social opstigen – ”candlelight supper”, ”exclusive buffet” eller lignende.
- Richard, der må trække vejret dybt og gøre sit bedste for at minimere skaderne.
- Et besøg fra familien Onslow/Daisy/Rose eller naboerne Liz & Emmet, som kuldkaster planerne.
- En afsluttende tagline gag (typisk Hyacinth, der falder tilbage i fornærmet værdighed).
Serien er for længst afsluttet – ingen genoplivning, ingen reboot – men repetitionen af de velkendte running gags (telefonen der besvares “The Bouquet residence, the lady of the house speaking”, Hyacinth på kirketrappen, Onslows bil der nægter at starte) giver stadig følelsen af hjemlig tryghed hos seerne.
Britisk klassekomik i praksis handler her ikke om store palæer, men om terraced houses, små haver og evig stræben efter et finere postnummer. Det er præcis dér, humoren rammer: vi kender alle en Hyacinth, der re-arrangerer sofapuderne, før gæsterne overhovedet har sat sig, eller slynger franske udtryk ind i sætningerne for effekt.
Sjove fakta & detaljer:
- Patricia Routledge insisterede på at Hyacinth aldrig måtte opdage, hvor latterlig hun fremstod – det skulle publikum gøre.
- Udtrykket “Bucket – udtales Bouquet” blev så populært, at navneskilt-producenter i England meldte om øget efterspørgsel på ”Bouquet” mellem 1992-95.
- Seriesætterne blev bygget op omkring farvekoder: Hyacinths hjem i pasteller og blondegardiner; Onslows i jordfarver og chipskrummer – visuelt fortælles klasserejsen uden ord.
- Roy Clarke skrev alle manuskripter selv og kørte kun én replik-ad lib: Hyacinths spontane ”Richard, mind the…” efterfulgt af valgfrit objekt, alt efter hvad Clive Swift lige stod ved.
Smukke Hjem-perspektivet: Scenografien er i sig selv en pointe. Hyacinths stue bugner af ”den gode Royal Doulton med håndmalet perlemorskant”, overpolstrede sofaer og silkeagtige dækkeservietter – men alt placeres akkurat liiige skævt nok til at afsløre, hvor neurotisk facaden er sat op. Kameraet lingerer ved en vakkelvorn vase eller en plastikblomst, så publikums øje fanger diskrepansen mellem udtalt smag og reel æstetik.
Alt i alt er Fint skal det være en leksikonside i, hvordan indretning, kostumer og rekvisitter kan bruges som komisk våben: jo større perfektion Hyacinth jagter, jo mere slår revnerne i tapetet – bogstaveligt talt. Og netop derfor er serien stadig obligatorisk pensum for alle, der elsker smukke hjem … og ved, at skønhed også kan være farligt morsomt.
